Øreskylning med eddikevand

Når øret flyder med gulligt eller grønligt pus, der sommetider lugter grimt, er det et tegn på betændelse. Hos børn med dræn er det ofte betændelse i mellemøret på grund af snavs gennem drænet, typisk i forbindelse med badning. Man kan selv gøre noget, hvis det bliver ved at flyde fra øret. Da de fleste bakterier i øregangen bliver hæmmet af et surt miljø, er det en fordel, hvis man i hjemmet foretager daglig skylning med eddikevand.
Hvis øret flyder i mere end 3 dage, eller der tilkommer smerter eller feber, skal det kontrolleres af en ørelæge. Ring og bestil tid ved en læge og start selv med eddikeskylninger indtil du kan komme til kontrol.


Opskrift på eddikevand

  • Anvend almindelig klar husholdningseddike.
  • Anvend lunkent vand fra hanen. Vandet skal helst være 37°, idet afvigelser fra legems-temperaturen kan udløse svimmelhed, der dog højst varer et par minutter.
  • Bland i forholdet 1:10 (fx 1-2 spiseskefulde eddike til 1dl vand).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skylning

  • Anvend en steril 20 ml engangssprøjte eller en 25 ml øreskyllesprøjte – kan begge købes på apoteket.
  • Ret øregangen ud ved at trække opad og bagud i øret, så eddikeblandingen kan komme godt ind i øret.
  • Sæt spidsen af sprøjten i øregangen, men pas på, at sprøjtespidsen ikke lukker øregangen helt.
  • Spul blandingen ind i øregangen for at skylle betændelsen ud. Hvis man ikke spuler, får man ikke snavset ud. Det kan ikke skade øret at spule, da trykket på den lille mængde vand ikke kan blive så stort.
  • Skyl 1-2 gange dagligt – eller som aftalt med ørelægen.
  • Tør eventuelt efterfølgende øret med en hårtørrer.

 

Ved samtidig behandling med øredråber

  • Hvis du også bruger øredråber skylles først med eddikeblandingen.
  • Vent ca. 15 minutter til øret er helt tørt – eller tør med hårtørrer.
  • Dryp herefter med øredråberne.