Opsnusning af saltvand

Formål

Formålet med saltvandsopsnusninger er at rense næsens slimhinde på en effektiv og skånsom måde. 
Ved opsnusningen fjernes sekret og skorper med saltvandet, der løber bagud i svælget og spyttes ud eller forsigtigt pustes ud gennem næsen.

 

Anvendelsesområder

  • Efter næseoperationer, hvor næsens normale rensefunktion er nedsat, hvorfor der vil være øget sekret-mængde og skorpedannelse
  • Efter næseblødning
  • Ved forkølelser
  • Ved slimhindeproblemer
  • Ved bihuleproblemer
  • Ved arbejde i støv
  • Før brug af næsespray eller næsedråber

 

Opskrift på saltvand

Opløs en strøget teskefuld salt i ½ liter kogende vandBlandingen overdækkes og afkøles 
Blandingen kan opbevares i køleskab i op til 3 dage

Saltvand kan også købes færdigblandet på apoteket. Det er lidt nemmere, men dyrere.
Når saltvandet skal bruges, er det mest behageligt, hvis det er lunkent.

 

Fremgangsmåder

Sprayflaske

  • Anvend en sprayflaske, som kan købes på apoteket
  • Fjern plasthætten på sprayflasken 
  • Anbring sprayen med spidsen mellem 2. og 3. finger og sprayen hvilende på tommelfingeren
  • Pump ved at trykke kraven ned imod flasken
  • Pump et par gange ud i luften, indtil saltvandet kommer ud som en fin tåge
  • Hold for det ene næsebor. Før sprayens spids op i det andet næsebor. Pump flere gange samtidig med, at du snuser indad
  • Gentag opsnusningen i det modsatte næsebor
  • Opsnusningen kan ske flere gange dagligt efter behov og kan ikke overdrives, når blot saltkoncentrationen er den rigtige

 

Opsnusning

  • Stil dig ved vasken eller toilettet
  • Hæld saltvandsblanding i en ske – eller hul hånden, og hæld blandingen deri
  • Snus blandingen op i det ene næsebor, mens du med en finger holder for det andet næsebor
  • Pust forsigtigt saltvandet og eventuelle skorper ud igen
  • Gentag opsnusningen i det andet næsebor
  • Gentag nogle gange, til der ikke kommer flere skorper ud
  • Gentag gerne proceduren 3-4 gange dagligt, eller efter behov

 

Næsehorn

  • Du kan ligeledes lave næseskylning med saltvand ved hjælp af et såkaldt ”Næsehorn”, som kan købes på apoteket. 
  • Ved denne metode skal du følge den vejledning, der følger med ”Næsehornet”.